Folke Trier Hansen

NOGET OM FOLKE TRIER HANSENS LIV OG HISTORIE
- OG OM HANS GERNING I THY. 1960 – 1979.

FOLKE.
- Et lille menneske skar
sin livsvisdom
i din pande.

Fra digt af Erland Knudssøn Madsen ved Folkes død - og erindringsbillede af samme.

AFSNIT 1 – I THY

  1. Folkes død
  2. Folkelighed og Kristendom
  3. En speciel ansættelse
  4. Højskole igen
  5. Bønder og tilflyttere
  6. Gudstjenesten

AFSNIT 2 – NOGET AF HISTORIEN

  1. Ernst Triers vej til Vallekilde
  2. En brevveksling
  3. Møde med Grundtvig
  4. Povl Hansen. Fra plov til talerstol
  5. Sigrid Trier
  6. Syv år for ”boet”
  7. Nummer fem af en flok på tolv
  8. Ungdom
  9. Til fods med Rigmor
  10. Socialist i England
  11. Aage Møller og myterne
  12. Dobbelt skæbne – kamp og kærlighed
  13. Til Italien med 5 hk
  14. ”Strandhuset”
  15. ”Landbohjemmet” i Abild
  16. Skole
  17. Besættelsestid
  18. Ægteskab og udspil
  19. Ved dagens slutning

Folkes død.
Ved Folkes bisættelse i Hundborg kirke var ca. 300 mødt frem fra fjern og nær. Den store familie og venner fra et langt liv og fra menighederne i Hundborg og Thorsted.
Højskolelærer Richard Andersen talte ved kisten. Han omtalte Folke Trier som en mand, der havde hørt et budskab i det kristne Evangelium og i det danske folks skæbnehistorie. Et budskab som han var bundet af, og som gav ham frimodighed og indre styrke.
Efter bisættelsen blev kisten kørt til Abild, hvor begravelsen fandt sted dagen efter.
Ved mindesammenkomsten i Folkes forsamlingshus blev der sunget og talt om det, vi mistede, og det vi fik. Stærke og gode ord. Erik Lyngs sang til lejligheden indeholdt linierne: - her skal ikke tudes, men højt og klart bebudes: vi er til kamp beredt.
Senere opfordrede Folkes kone, Karen la Cour, Erland Knudssøn Madsen til at hugge en mindesten for Folke.
Det blev en ca. 8 tons sten, der blev lagt på fladen, og er god at sidde på.
Oven på stenen er der aftryk af det Dannebrog, der faldt ned fra himlen. Rundt i stenens kant er hugget det udråb, hvormed sendebuddet Folke – ifølge Saxo – ville vække kong Vermund og hans kæmper til dåd:
”JEG BRINGER GLÆDELIGT BUDSKAB: FJENDEN ER I LANDET”!
Stenen blev anbragt ved forsamlingshuset i Hundborg, men blev senere flyttet til Sjørring Vold, foran den nystartede ”Højskolen i Thy”. Her blev den mål for mange besøgende, men blev vel først og fremmest et symbol. Korset. Dannebrog. Ordet.
En påmindelse for skolen - ja, for os alle - at fortælle historien som et glædeligt budskab,
- at livet er kampen værd.
Højskolen fik 18 år at virke i. Stenen ligger der endnu.

Mindestenen

Op

Folkelighed og Kristendom
Nogle få dage før Folkes død d. 20-9-1979 gik der bud ud til vennerne, at han indbød til møde i forsamlingshuset. Han ville – som det sidste – fortælle os om forholdet mellem ”Folkelighed og Kristendom.”
Afskeden og Folkes nærværende fortælling gør denne lørdag formiddag i september uforglemmelig for os, der var til stede.

Efter båndoptageren refereres her uddrag af talen:
… ”Troen er ikke en skolesag, nej, skolen er for menneskelivet….Når Grundtvig taler om de ædles æt, så mener han ikke dermed sådan nogle særlig gode mennesker, der går rundt og prøver at gøre ædle ting, der er fromme i almindelig moralsk forstand, der bærer sig pænt ad – den ædle middelmådighed. Nej, det er dem, der har et forhold til deres liv, som ligger ud over, hvad forstanden kan veje og måle og råde med.
De ædles æt har udgangspunkt i dette, at mennesket er en underfuld skabning, forskellig fra alt andet – skabt ved at Gud indblæste sin livsens ånde i det – sin kærligheds ånd.
Det ædle forudsætter, at man har et forhold til sig selv og sit liv, der kun kan ejes i tro – som Abraham – altså langt videre , end vi normalt forstår det.
Når det gælder oplysning og opdragelse, står kampen mellem liv og død, med det levende ord mod åndløshed.
Det er igennem myten at mennesket – så langt vi kan gå tilbage – har prøvet at give udtryk for det underfulde , det mødte i livet. I billedtalen.
Billedsproget er det vi finder i de nordiske myter – og måske aller rigest i Israels myter,.
Men også i de græske myter.
Og alle steder, hvor de ædles æt har villet oplyse og opklare og levendegøre livet for deres børn og unge, har de prøvet på det gennem fortællingen, eventyret, myten, sagnet, sangen først og fremmest.
Alt dette har været midlet. Det levende ord, som det lyder og som det bliver til i det øjeblik, hvor det møder dem, der hører.
Det var det, Grundtvig og Kold rejste deres skole på.
Når man har beskyldt Kold for, at han ville gøre friskolen til en kristen skole, så beror det nok på dette, at man ikke rigtig forstår Kolds holdning til eller skelnen imellem det menneskelige og det kristne.
For Kold var det gamle testamente – og vi kan godt sige: den første trosartikel, altså at vi tror på Gud Fader den almægtige, Himmelens og jordens skaber - det var det fælles menneskelige udgangspunkt for alle folkeslag af ånd.
Der måtte de altid til sidst hen for at forstå sig selv og livet.
At der var over mennesket en magt, som havde skabt det, og en magt, som bestandig var virksom i førelsen af mennesket fra slægt til slægt, så at de ædles æt aldrig døde ud.
Kold var sikker på, at hvis mennesket virkelig oplives og oplyses til at forstå den dybde og den højde, der hviler over menneskelivet, så ville det – før eller siden – finde vejen - som Grundtvig også beskriver i digtet - Menneske først og kristen så:
”Er kristendom da sandheds sag – om kristen ej han er i dag – han bliver det i morgen”.

Mødet sluttede med at vi sang: ”Udrundne er de gamle dage”.

Op

En speciel ansættelse
Efter Jørgen Andersens død i 1955 henvendte Thorsted Frimenighed sig til Folke Trier Hansen i Abild, for at høre, om han ville være deres præst. Folke havde – sammen med sin kone, Karen la Cour – drevet deres helt specielle højskolevirksomhed i ”Landbohjemmet” i Abild ved Tønder. (derom senere)
Selvom elevtilgangen til højskolen var aftaget, var Folke ikke til sinds at opgive skolen.

Frimenighedspræst Enrico Bjerre forlod i 1957 Hundborg, så nu stod begge menigheder uden præst. Et forsøg i 1959 på samarbejde om ansættelse af Folke som præst måtte opgives på grund af stemmelighed, med 76-76 ved en afstemning i de to menigheder.
I 1960 var Folke i Hundborg, hvor han holdt foredrag og gudstjeneste med barnedåb. Ved et efterfølgende møde med folk fra Hundborg frimenighed blev spørgsmålet om Folke som menighedens præst igen rejst. Menigheden mente ikke at kunne betale en løn, så en familie kunne leve af det. Da skar Karen igennem med spørgsmålet: Vil I ha´ ham? Da svaret var bekræftende, sagde Karen: Så kommer vi.
Aftalen blev: Gudstjeneste hver anden søndag, 5000 kr. årlig og fri bolig med varme. Dertil mulighed for at gøre brug af den frodige ”Solhaven”. Efter rydning af træer og et gammelt svinehus gik Folke her i gang med at berede jorden til intensiv dyrkning af tidlige kartofler og jordbær, som han bl.a. solgte til turister på campingpladser ved Vesterhavet.

En aftale om fælles præst mellem Hundborg og Thorsted frimenigheder var stadig umulig.
Der blev dog truffet aftale mellem Folke og Thorsted om prædiken hver anden søndag – som daglejer – som Folke udtrykte det. Lønnen var 100 kr. pr. gang + 1000 kr. i julegave og betaling fra de børn der gik til præst. Aflønningen steg gradvist indtil 1977, hvor der aftaltes en egentlig ansættelse som præst til 15.000 kr. årligt.
Til at supplere den lave indkomst tog Folke forefaldende arbejde ved gartneri og landbrug.

Op

Højskole igen
Ved siden af en omfattende foredragsvirksomhed rundt i landet holdt Folke gennem alle årene aftenhøjskole i Thorsted og Holstebro. Hver vinter havde sit emne. – Nordiske, græske og jødiske myter og sagn. Hvert af de nordiske landes historie og digtning fik sin vinter - specielt Islands historie og sagadigtning, med efterfølgende rejse til sagaøen.


Thingvellir – 1978
Folke og Tom.



Også Amerikas historie og Ruslands historie og digtning blev fortalt. Især blev Dostojevskijs romanfigurer levende for de 20-30 trofaste deltagere.
Aftenerne forløb med en times fortælling, medbragt kaffe og oplæsning af vedkommende litteratur. Der var stor lydhørhed, og snakken gik godt under kaffen, men der var ingen oplæg til debat.
Det gælder vist for os der deltog, at der blev sat noget i gang, som vi aldrig kommer over.

På Thylands Ungdomsskole i Hundborg havde Folke en ugentlig fortælletime.
På Åge Rosendals Verdensuniversitet i Skyum, hvor Folke deltog i kampen for ”global folkelighed”, blev nogle velhavende og højtstuderede amerikanere så begejstrede for Folkes mytefortælling, at de engagerede ham til 5 måneders ”højskoleophold” i forsamlingshuset i Hundborg, som Folke og Karen netop havde købt. Holdet var på 25. Karen stod for kosten, og der var privat indkvartering. Professoren – amerikanernes studieleder – var rasende. Rent tidsspilde! Men de unge holdt fast. Aldrig havde de oplevet noget så inspirerende som Folkes poetiske fortælling om de store livsspørgsmål. Kundskaber kunne de altid få.

Efter købet af forsamlingshuset satte Folke en lille annonce i Højskolebladet og Friskolebladet under overskrifter: Højskoledage i Thy. Det var fire dage i første uge af august. Telt eller indkvartering. Folke fortalte og fortolkede myter om formiddagen. Udflugt om eftermiddagen. Samvær med sang og fortælling eller koncert om aftenen. Gudstjeneste som afslutning. Disse dage blev en hel institution.
Masser af folk fra hele landet og lokale hjalp hinanden med arrangementet. Mange af de frie skolers folk har fortalt om den inspiration disse dage var for deres liv og arbejde.
Der var sat en skål frem, hvor vi kunne betale, hvad vi syntes var rimeligt.
Selvom ”grundtvigheden” ikke har skyld for stor offervilje, tror jeg, at glæden, for det vi fik,
gav balance i regnskabet. Højskoledagene blev fortsat af Højskolen i Thy, og bliver nu ført videre på Sjørringvold Efterskole af Højskoleforeningen i Thy.

Op

Bønder og tilflyttere
Som en del af ”ungdomsoprøret” sidst i 60erne, blev Thy invaderet af en mængde langhårede, hashrygende blomsterbørn og andre fra de østlige egne. En del gik i gang med at lave ”Det nye Samfund” i Frøstruplejren. Andre etablerede kollektiver i nedlagte landbrug og forfaldne huse. Det var overvejende åbne, venlige mennesker, der gerne ville i snak med vi fastboende. En enkel undtagelse var, da en gruppe besatte Hjardemål Kirke.
Da overskred de grænsen for thyboernes gæstfrihed.
Ellers blev det på mange måder et frugtbart møde mellem tilflyttere og fastboende.
Der kom nyt liv og mange drøftelser i gang mellem de to grupper, der i al deres forskellighed begge havde en stærk frihedstrang med en snert af anarki.
Vi ville selv tage ansvaret , og finde ud af det hele.

En del af tilflytterne søgte til friskoler og frimenigheder. De opsøgte det frie syn på skole og opdragelse, blandt andet i Folkes fortælling og gudstjeneste. Ja, han blev inviteret til at fortælle myter for dem i Frøstruplejren. Vist en hel speciel oplevelse for begge parter.
Det røre som sådanne møder skabte, gav en del problemer. Manglende udholdenhed og en del forargelse måtte overvindes.
Jeg er sikker på, at den udfordring, som det grundtvig-koldske blev udsat for, var medvirkende til den ”vækkelse”, der gik over Thy og Mors i de efterfølgende år.
Nye friskoler, en efterskole og en højskole var vel indirekte frugten af det, som Folke formidlede i skole og kirke.

Op

Gudstjenesten
Aldrig har der været en så herlig broget menighed af børn, unge og voksne som i Folkes tid som frimenighedspræst i Thorsted.
Hans glædelige budskab i det folkelige, som er udtrykt på mindestenen, svarer godt til evangeliets glædelige budskab i kirken. Enkel, stærk og hjertelig var Folkes tiltale.
Efter Folkes død skrev Karen Visby et indlæg i menighedsprotokollen, som en personlig tolkning af tiden med Folke.
Karen Visby slutter: Det har været 19 gode år for Thorsted frimenighed.

Op

NOGET AF HISTORIEN

Ernst Triers vej til Vallekilde
Ernst Trier blev født i 1837 i København. Faderen var jødisk grosserer, men familien var gået over til kristendommen. Moderen havde kunstneriske aner fra familien Marstrand.
Ernst havde et lyst sind og rige evner. Han fik mange venner og deltog i alt, hvad der rørte sig i København, samtidig med, at han fik sin teologiske embedseksamen.
Derefter underviste han på Blågårds Seminarium, og prædikede nogle gange - uden præstekald.
Han meldte sig frivillig, og blev feltdegn under krigen i 1864. Han mødte provstens datter fra Dalum, Marie Abel, da han var inkvarteret i Dalum præstegård. De udvekslede mange kærlige breve, der er udgivet 1915: Ernst Trier og Marie Abel. (1)

Op

En brevveksling.
Uddrag af Ernst Triers breve:
9. okt. 1865. Fra Ernst Trier, der er flyttet til Vallekilde i en lejet gård, og venter sine første elever d. 1 nov. Til Marie Abel: … ”Du aner ikke, hvor mange besværligheder det fører med sig at få sådan en skole i gang fra bar bund. Tænk dig blot: Jeg skal gøre aftale med 7 forskellige bønder om natteherberge til eleverne, gøre aftale med forskellige håndværkere om at lave borde, bænke og senge; at få kakkelovn og persienner sat op; få gjort aftale med alle de forskellige elever om deres rejser hertil, få skrevet omkring i verden for at få bøger, jordglober, landkort o.s.v…

27. okt. 1865. … Jeg havde en dejlig aften hos Grundtvig. Du kan tro, at jeg ordentlig pumpede den gamle! Først måtte han frem med sine anskuelser om undervisning i modersmålet…
Efter tebordet fik jeg ham til at holde et helt foredrag om ”gudsbilledet”; og så gav han mig de 10 exemplarer af Snorro og Saxo. Ellers var det kun ærinder og atter ærinder, køben og vrævlen om køb – hu ha. Alt det københavnske vrævl ; men endelig kom jeg da hjem til ”det velsignede Vallekilde”. Her har jeg også haft travlt, men her kan man tage for sig en ting ad gangen, og her er jeg rask, glad og fornøjet; og så er det så yndigt at se alt dette efterhånden blive til. Men hvor kommer pengene fra?…

2. nov. 1865 …Så er da skolen begyndt – det er virkeligt sket – herinde ved siden af sidder 29 karle – det er mine elever. Smeden er færdig med at sætte vor nye klokke op, han kimer og kimer Ja, Marie! Kunne dog papiret tale. – Forunderligt er det alt sammen. Jeg er så taknemmelig mod den Gud i himlene, der har ført alle disse mennesker sammen. … Næste morgen kl.8 ringede jeg eleverne sammen og sagde dem besked om hele vort skoleliv, at det måtte bygges på et kærlighedssamliv…

20.april 1867 …Sidste brev før brylluppet: ”Alt står i Guds faderhånd – hvad han vil, det gør hans ånd” … Kære Marie – min brud. Gud lad os mødes med glæde. Din Ernst.
Uddrag af Marie Abels breve:

16. nov.1865. Marie til Ernst: …Tusind tak, fordi du sørgede for, at jeg kom til at sy eders Dannebrog. …Husk på, at ved hvert et sting, jeg syr, så tænker jeg rigtig kærligt på Vallekilde Højskole, dens elever og – dens forstander!!

12. juni 1866 Marie (der nu er elev på Askov Højskole) til Ernst: …Jeg har det rigtig godt og er så glad, så glad. Ja, du kan tro, vi har det rart her. Om morgenen kl. 8 synger vi morgensang, skriver så til kl.10, så kommer Schrøder og holder foredrag til kl.12. Så spiser vi til middag, og jeg læser og spiller til kl. 2, så kommer Nutzhorn og har fædrelandsbeskrivelse med os og sang; vi synger 2- og 3-stemmige sange, og det morer os meget … kl.4 spiser vi mellemmad, og så kommer Fenger og har botanik. Han fortæller så jævnt og rart, og det morer os meget at lære alle de blomster og græsarter at kende.
… vi lejrede os midt inde i den dejlige skov og Fenger læste et digt for os; det hed ”Morgenvandring” af Oehlenschlæger. Du kan da begribe, at jeg blev fornøjet, da det jo netop var det digt, du talte med mig om … Derefter sang vi og gik så hjemad, arm i arm…
… når vi er hjemme kommer Schrøder kl. 7 og læser op for os i ”Optrin af Nordens kæmpeliv”. Vi hører i denne tid om Sigurd og Gudrun og Brynhild og sværdet Gram, og alt det. Jeg tror ikke, jeg har hørt nogen læse så godt højt som Schrøder.

21 juni 1866 … Ja du kan rigtignok stole på, at Schrøders foredrag er værd at høre; de er dejlige! I de sidste dage har han talt om Hading, der som yngling red på Slejpner under Odins kappe, og under Frejas kåbe blev ført gennem underverdenen – alt dette ved du jo nok selv, men du ved ikke, hvor dejligt Schrøder udviklede det for os …
Jeg har været med til at slagte og behandle en lille kalv … jeg vil vide, hvor de forskellige dele af dyret sidder … Jeg tager også undervisning i den ædle malkekunst …bondekonen siger, at det vil være godt for mig at kunne malke, dersom jeg nogensinde selv får køer.

2. april 1867 – Næstsidste brev før brylluppet …går jeg udenfor, så løber det så underligt igennem mig, at nu skal jeg sige mine kære, kære steder farvel for bestandig – så synes jeg de ryster på hovedet ad mig, de store, alvorlige bøgetræer, som om de ville sige: ”hvorfor rejser du nu bort fra os”? – og så suser det så underligt i dem.
Men så slår droslen oppe i træet, og jeg kan høre den svare: ”Hvorfor hun rejser? Det gør hun naturligvis, fordi hun har en ven, som hun længes efter. Nu finder hun sig ikke længer fyldestgjort ved et gammelt, alvorligt bøgetræ som du”.
Og jeg giver droslen ret … det er frihed og liv, jeg trænger til. Din Marie.

Op

Møde med Grundtvig
Provsten var ikke meget for det parti. Han syntes ikke om sin nabo, Christen Kolds højskole, og han fornemmede, at Trier blev mere og mere optaget af de grundtvig-koldske skoletanker.
Denne optagethed var begyndt ved Triers møde med et par norske venner, Ankersen og Arvesen. De var i gang med at få liv i en grundtvigsk højskolebevægelse i Norge. (Arvesen skrev i 1864 sangen: Frihed er det bedste ord) De undrede sig over, at Trier aldrig havde opsøgt ”den store” Grundtvig.
Det gjorde han så. Men Grundtvig var fåmælt, så de kom ikke på talefod før ved afskeden, hvor Trier bekymrede sig over, hvordan det skulle gå med den danske folkeskole. Han gruede for ”den sorte skole”, som han havde oplevet den.
Så vågnede den gamle op. Efter en intens samtale ved afskeden, opfordrede Grundtvig Trier til at komme igen. ”Jeg tror, der venter dig store opgaver”.Det blev til mange møder. Trier havde planer om at starte en friskole på Frederiksberg.
”Nej!” sagde Grundtvig. ”Det er for småt. Ude ved Vallekilde er der en god egn for en højskole. Jeg kender nogle gode folk derude. Tag ud og snak med dem”.
Det endte med , at Trier i 1865 – ved familie og venners hjælp – først lejede og siden købte en gård i Vallekilde, hvor han snart efter modtog det første elevhold på 29.
Hele det store og stædige arbejde med at skaffe elever, bygninger og økonomi gik ind i mange blindgyder, så Trier var flere gange ved at køre træt. Denne kamp er levende beskrevet i omtalte brevveksling – uden tanke på udgivelse.
Efter det første elevhold fik Trier tid til en måneds ophold hos Kold i Dalum, hvor der opstod et tæt forhold mellem de to. Hans forståelse for – og tro på opgaven blev styrket.

I 1867 blev der tid og råd til en forstanderbolig, så Trier kunne hjemføre sin brud og højskolemor. Det blev en god tid, hvor alting lykkedes. Elevtallet voksede. Der kom gang i landbrug og gartneri, og i 1872 startede de friskole på stedet. De havde fået døtrene Ingeborg og Sigrid.
For at skaffe penge til friskolen, udgav Trier en smuk lille bog: ”Nytårsgave”. Der er forord af Trier om friskoletanken og Grundtvigs nye salme: ”Lille Guds barn”, samt en artikel af Ludvig Schrøder om ”at være sig selv” ud fra Ibsens ”Peer Gynt”. (2)
Trier gjorde sig tidligt overvejelser om at finde egnede lærere til de frie skoler.
Det er i det lys, man kan se hans møde med Povl Hansen, der bliver hans svigersøn og efterfølger på Vallekilde.

Op

Povl Hansen. Fra plov til talerstol
Bondedrengen Povl gik i 1850erne i Sødinge på Fyn og drømte om at blive lærer – ligesom sin elskede friskolelærer Knud Rasmussen, der var en af Kolds uddannede og udsendte friskoleoprettere.
Som 18 årig kom Povl på Askov Højskole, hvad han vist ikke var moden til.
Povls morbror Tyge mistede en søn, der havde været elev hos Trier på Vallekilde.
Ved begravelsen var Tyge helt forkrampet af sorg, indtil Trier kom kørende ind på gårdspladsen. Povl blev vidne til, hvorledes Triers nærvær i en omfavnelse, hvor de to store mænd uden hæmninger græd sammen, forløste Tyges sorg.
Dagen efter fik Povl mod til at henvende sig til Trier om sin drøm om at blive lærer.
”Tag med mig til Langeland, hvor jeg skal holde foredrag i morgen, så kan vi tale om sagen” var Triers svar. Til sin overraskelse fik Povl fri til at tage med på turen.
På rejsen til Langeland og efter foredraget, hvor de to delte værelse, fik de talt sig frem til en aftale: Povl skulle komme til Vallekilde til vinteren. Her skulle han undervise døtrene Ingeborg og Sigrid på 10 og 8 år. Han skulle være elev – bl.a. ved Triers foredrag, og ellers deltage i forefaldende arbejde.
Senere kom han 3 år på Askov udvidede Højskole, hvor han især blev betaget af Poul
la Cours undervisning, og hvor han fik grænselandets håb og kamp under huden.
Efter den tid gav han ofte udtryk for, at han i sit hjerte var sønderjyde.
Derefter læste han i 9 år på Danmarks Lærerhøjskole med opgaver på Rigsarkivet under A.D. Jørgensen. I denne periode boede han hos familien Marstrand i København.
Han trivedes ved fordybelsen i dette arbejde, og så det som en livsopgave.
Men det skulle gå helt anderledes.

Op

Sigrid Trier
En aften, kort efter Povls ankomst, da familien var samlet, sprang den otteårige Sigrid op på skødet af Povl og sagde: ”Dig vil jeg giftes med, for du kan fortælle historier”.
Det skulle senere vise sig, at det var svært at stå imod det, som Sigrid Trier brændte for.
Hun blev aldrig udsat for systematisk skolegang, men sugede til sig, hvor hun kunne. Hun havde en medfødt evne til – som fængslende fortælling – at gengive sine oplevelser.

I 1885 kom den svenske gymnastikpædagog, Sally Høgstrøm, til Vallekilde og præsenterede sin nye kvindegymnastik. Sigrid og Ingeborg og Schrøders datter Ingeborg (senere Appel) var med på kurset, og de blev fyr og flamme for den nye lystbetonede bevægelsesgymnastik. De fleste højskoler tog efterhånden gymnastikken ind, og en del af dem uddannede delingsførere til de nye gymnastikforeninger, rundt i landets sogne.
Som 15årig fik Sigrid plads i huset i Tim i Vestjylland. Hun overtalte købmanden til at sætte ribber op i storstuen, at den nye gymnastik, som hun indbød til, kunne få de rette rammer.
Der går stadig historier i Tim om den meget unge Sigrid, der fik gang i gymnastikken.
Efter 3 glade år i det jyske, beherskede hun dialekten til fuldkommenhed, hvad hun siden gjorde brug af i sin oplæsning og fortælling.
Sigrid Trier blev på sine ældre dage en meget yndet foredragsholder. Jeg oplevede hende
i 1951 holde 400 soldater i ånde med fortælling om hendes flugt til Sverige under jødeforfølgelserne.

Da Sigrid kom hjem fra Jylland, blev hun forlovet med sin Povl. Året efter blev de gift og flyttede til København, hvor Povl fortsatte sine studier, og afsluttede en meget anerkendt afhandling om ”Den danske bondestands vilkår under stavnsbånd og hoveri”. Povl havde levende kendskab til emnet fra sin farfars selvoplevede fortællinger fra hans barndom.
Sigrid gik til øvelse i skuespil og oplæsning hos Schandorf.
Efter et år i København måtte de rejse hjem. Trier var svagelig, og havde brug for deres hjælp i højskolen. Senere kom også Povls bror, Niels, til Vallekilde, med ansvar for landbrug og gartneri. Han blev gift med Ingeborg, så det blev dobbelt svogerskab.
Højskolen udvidede stadig sin virksomhed. Der var knap 200 elever i 1893, da det chokerende budskab kom: ”Trier er død”.
Sorgens budskab gik til vennerne rundt i landet. Hvordan skulle det gå med højskolen?
Boet efter Trier søgte forstander, men fandt ingen, der kunne og turde binde an med den store opgave, at videreføre Vallekilde Højskole.

Op

Syv år for ”boet”
Det blev de fire unge, der påtog sig at holde højskolen i gang, indtil der blev fundet en egnet forstander. Dog således, at alle dispositioner skulle godkendes af ”bo-bestyrelsen”.
Disse ydmygende vilkår for de unge blev hvert år forhandlet og fornyet, eftersom der ingen egnet forstander havde vist sig.
En søster til Povl og Niels, Maren påtog sig ansvaret for køkken og undervisning i håndgerning. Hun fik en beroligende og mæglende rolle, når de iltre søstres temperament tog overhånd.
Efter syv år med fremgang for højskolen forlangte de fem, at overtage højskolen fra boet, og de blev således fælles ejere, med Povl Hansen som den officielle forstander.


Odin på Slejpner
Joachim Skovgårds vindfløj fra 1866…


…og Martin Nyrops til det nye tårn i 1908

De blev enige om at investere i stort, dyrt byggeri, der blev tegnet af arkitekt Martin Nyrop.
Det var også Nyrop, der skabte vindfløjen til tårnet, der afløste den førte, der var tegnet af Joakim Skovgård. De var begge billede af Odin på Slejpner, der også er Vallekilde Højskoles bomærke. – Og forklaringen på, at Folke gerne fortalte, at han var vokset op under Odins mærke.

Op

Nummer fem i en flok på tolv.
Tre kraftige drenge og en pige, der døde som barn, gik forud for den, der fører denne historie videre.
I 1900 blev han født. En spinkel, svagelig dreng, som mor Sigrid straks afskrev som kommende landmand eller gartner. Hun skrev ved hans dåb: Folke skal han hedde, Folke er hans navn. Gud give ham lyst og evne til folke-gavn.
Han måtte på godt og ondt vokse op med det forventningspres, at skulle være forstander på Vallekilde.

Som lille var han plaget af sygdom – kirtelsyge lød betegnelsen. Sengeleje og ”medicin”,
bl.a. levertran og kærnemælk i store mængder var recepten.
Han blev hærdet ved pligter og arbejde, og blev efterhånden en stærk lille fyr.
Han var meget optaget af moderens sange og fortælling fra bibelhistorien, og faderens fortælling af sagn og myter. Han var så lille, da han oplevede disse ting, at han senere troede, at han var født med at kunne det udenad.
Den næste i børneflokken, Rigmor, var og blev Folkes bedste legekammerat. De havde deres egen hemmelige skole med mange fantasifulde ”fag”, godt gemt i den store have.
Folke delte alt, hvad han lærte i friskolen med Rigmor, så når forældrene spurgte, hvor hun dog vidste alt det fra, var det da bare noget Folke havde fortalt.

Ved siden af friskolen, som Folke ikke havde meget godt at sige om, tilrettelagde Povl Hansen opgaver for Folke og hans læsekammerat, Ejnar. De skrev stile og læste det anviste i skøn samdrægtighed. Al slags idræt og gymnastik dyrkede de med lyst.
Kravet om at gøre gavn blev stadig skrappere. Efter konfirmationen så hårdt, at farbror Niels måtte gribe ind.
Børnene blev opdraget til en høj arbejdsmoral, ja, det var en æressag at udføre et ordentligt arbejde.
Det føltes som en stor gave, når de hen på eftermiddagen og om aftenen fil lov at deltage i højskoleelevernes undervisning i matematik, geometri, engelsk og islandsk (oldnordisk).

Op

Ungdom
Som syttenårig kom Folke ud at tjene på hans fars fødegård i Sødinge. Da manden blev syg og måtte på sanatoriet, blev det arbejdsmæssigt en hård tid. Arbejdet skulle gøres, og maden var knap. Folke fik et indblik i tjenestefoks vilkår på den tid. Men hans læselyst var så stor, at han i løbet af sommeren fik læst de 14 bind af Troels Lund: ”Dagligliv i Norden”.

Han havde glædet sig til at komme hjem og være elev på højskolen, men det var vinteren med den spanske syge. En ond og grusom vinter, hvor næsten alle elever blev syge, med 4 dødsfald til følge.
Den efterfølgende sommer gik med arbejde og fri læsning under lærernes vejledning.
Derefter hed det: Askov Højskole.
Det var med nogen benovelse , at Folke oplevede højskolelivet på Askov. De lærde lærere slog om sig med fremmedord. Folke forstod ikke, hvad de sagde. Hjemme på Vallekilde var fremmedord bandlyst.
Han kom dog hurtigt efter det og forstod snart, hvad nøgleordet ”intellektuel” betød.
Den største oplevelse var uden sammenligning d. 10 februar 1920, hvor hele skolens elevhold (340) syngende gik over broen ved Skodsborg, ind i det sagnomspundne Sønderjylland. Alt det, som faderen, Povl Hansen, havde fortalt om kampen og nederlaget og tiden efter 1864, blev levende.
Om sommeren cyklede Folke rundt i det gamle land og besøgte Vallekilde-venner i det sønderjyske.

Anden vinter på Askov gik med intense studier efter eget valg, og Folke fik mange gode venner blandt lærere og elever. Fortsatte om sommeren i Askov på ”Nordisk Højskolelærerkursus”. Nu skulle det være alvor med at blive højskolelærer.
- Efter en Sct.Hansaftensfest med en noget løssluppen kritisk revy – ”Vølvens Spådom” om Askovs undergang og genrejsning, som en gruppe med Folke i spidsen opførte, blev festen stoppet af C.P.O. Christiansen, og gruppen indstillet til bortvisning.
Gruppen blev dog benådet og gennemførte kurset.
Derefter et ”gratis” kursus hos Agnes Smidt i Lundsmark ved Ribe, hvor der blev arbejdet den halve dag, og studeret historie og litteratur for resten – Jakob Knudsen, Shakespeare og andre store profeter. Kombinationen med hårdt fysisk arbejde og studier var lige Folke.

På faderens bud måtte Folke hjem til Vallekilde og være højskolelærer til november.
Opgaven var, at fremstille en sag, for de 150 karle, så det var værd at høre på. Foredrag, danskhold og andet.
Med angst og bæven, med grundig forberedelse og med al sin kraft og evne lykkedes det ham som 21årig at komme vel gennem vinteren.

Op

Til fods med Rigmor
”Et højskolemenneske må kende til andre folkeslags liv. Både natur og kultur”. Det var begrundelsen for, at Folke og hans kære søster, Rigmor, med en letpakket rygsæk og en adresseliste over norske venner blev sendt med færgen til Christiania (Oslo). Derfra gik det til fods - op over Dovrefjeld – helt til Nidaros (Tronhjem) og Stiklestad. Og sydpå langs vestkysten til Kristiansand-færgen. I alt en 7ugers tur.
Alle vegne besøgte de nordmænd på hjemmebane. Venner med forbindelse til højskole og Danmark. Og naturen – den store – blev oplevet skridt for skridt..

Hen på sommeren gik turen på samme vis til det fattige kriseramte Europa.
Toget til Wien. Med rygsækken på nakken til Leopoldsbjerg og Den Ungarske Slette,
Gennem Chekoslovakiet til Polen, hvor en tysk præst var i gang med en højskole efter dansk forbillede. Alle steder var der venner, der tog gæstfrit imod de to søskende.
Af oplevelser var det – udover landenes storhed og middelalderlige stade – især mødet med den græsk-ortodokse kirke, der var uforglemmelig. Og så kom hele turen til at stå i lyset af den medbragte bog af Jakob Knudsen: ”Gjæring og Afklaring”.

Op

Socialist i England
Et andet must var England. Det var jo her, Grundtvig fik sin store inspiration.
Folke var tildelt en friplads på højskolen Fircroft ved Birmingham. Her oplevede han de sociale spændinger, efter at England havde fået sin første socialistiske regering.
Folke deltog med begejstring i en protestmarch under de røde faner gennem Birminghams
fattigkvarter. Han kom hjem – nærmest som kommunist – til stor forargelse for dem derhjemme, der anså England for at være det mest liberale samfund af alle.
Efter englandsturen bevarede Folke en social indignation og forståelse for de svage i samfundet, hvad der prægede hans senere virke.

Gymnastikken – eller legemsøvelser, som det hed i hans barndom – havde altid stået højt hos Folke. Han var betaget af den nye ”primitive” gymnastik, der var vokset frem i Ollerup.
Han deltog i udgravningen af et svømmebassin og fik lederuddannelse på gymnastikhøjskolen ved Niels Bukh.

Så kom der tilbud til Folke fra Askov Højskole om at komme og lede gymnastikken der.
Det blev en meget god afslutning på hans tid på Askov, hvor han kunne fortsætte sine studier ved siden af gymnastikken.

Det næste tilbud var fra Danmarks Lærerhøjskole, hvorfra han modtog et tilbud om at studere frit, med forskningsopgave ved Universitetsbiblioteket.
Folke nød livet i København, og da han fik stor anerkendelse for opgaven, overvejede han, at opgive højskolelivet og blive forsker, ligesom hans far havde overvejet i sin tid.

Op

Aage Møller og myterne
Skæbnen kan være underfuld.
Folke kunne ikke modstå et brev fra Aage Møller i 1928, hvor han kort tilbød ham en plads som lærer på Rønshoved Højskole – selvom lønnen var lav.
Hvad der trak – udover en fornemmelse af noget afgørende – var måske, at højskolen ligger ned til Flensborg fjord – midt i det sønderjyske.
Aage Møller var begyndt sin højskole i 1921, og var efterhånden kommet i modsætning til det meste af højskoleverdenen, på grund af sit højskolesyn.
Det havde efterhånden klaret sig for ham, at højskole i Grundtvigs forstand måtte bygge på den mytiske, poetiske fortælling – i billedtalen – til oplysning om menneskelivet.
Han var så lykkelig for sin opdagelse, at han følte sig som ny, og kunne tale stærkt og vækkende til eleverne.
Folke var i begyndelsen noget skeptisk overfor den begejstring. Den var så vidt forskellig fra det syn, han havde mødt på Danmarks Lærerhøjskole, der for en del var præget af marxistisk, materialistisk tænkning.
Men han måtte kapitulere. Han blev dybt betaget, når Aage Møller udlagde myterne – livet som en kampplads mellem Aser og Jætter – mellem ånd og natur - og med menneskers plads midt i striden. Thors hammer lynede. Og fjenden blev udpeget: Prøjserånd og pladderhumanisme.

Op

Dobbelt skæbne – kamp og kærlighed
Folke var lærer på Rønshoved i 2 år. Efter en tid kom en brordatter af Åge Møllers kone til skolen som lærerinde, - Karen la Cour hed hun. Hun kom fra en helt anden verden – matematisk student fra Ordrup, men de var så tiltrukket af hinanden, at de efter kort tid gik til Åge Møller for at høre, om de kunne blive gift lærerpar.
”Det er der ikke råd til, med mindre vi får 50 elever”, var svaret.
Der kom kun 40, - og de rejste som nygifte til Snoghøj Gymnastikhøjskole, hvor Folke skulle varetage det højskolemæssige.
Det faldt svært med en pigeflok, der var levende optaget af Jørgine Abildgård og Anna Krogs ”poetiske” gymnastik.
Først da han slap alle hæmninger, og begyndte at fortælle myter, blev der stor lydhørhed.
Den erfaring brugte han resten af sit liv.

Op

Til Italien med 5 hk
I 1929 besluttede de nygifte at køre en tur gennem Europa for at finde ud af, hvad det var, der foregik. De indrettede en lille, billig Renault til camping, og kørte gennem Tyskland, hvor alt var ørkesløs depression. Videre gennem Chekoslovakiet og Østrig til Italien.
Her blev de meget betaget af den orden og begejstring, de oplevede. Mussolini stod på sin magts tinde, og overalt lød: ”Viva el Duce”. Den stærke fører havde taget ansvaret – fået gang i maskineriet, og rystet det slatne demokrati af sig. De så ikke vrangsiden af medaljen, der i form af hemmeligt politi og terror fulgte med den nationalsocialistiske fører.
Først efter Hitlers magtovertagelse og jødeforfølgelserne blev kampen mod nazismen klar.
Hele turen er beskrevet og udgivet af Karen la Cour i 1985: ”Det var dengang”. (3)


Den ”tørstige” Renault,
Karen og Folke på ”bryllupsrejse” til Italien.

Op

”Strandhuset”
Et tilbud fra Aage Møller, der nu havde fuld højskole, om at vende tilbage til Rønshoved, blev til 3 gode og romantiske år for den lille familie ved Flensborg fjord. De lejede sig ind i et yndigt sommerhus helt nede ved stranden ved højskolen.
Ved siden af lærerarbejdet kunne de leve et herligt naturliv med badning og roning. Familien blev forøget med 2 drenge mere.
Men det viste sig til sidst, at hele denne idyl var ved at lukke dem ude fra det virkelige liv.

Hitler gik amok i 1933, og de følte, at de måtte finde deres plads i kampen – på eget ansvar og risiko.
Når det gjaldt højskolesynet, var de nok vokset fra Aage Møllers absolutte udlægning af myterne, og de havde deres helt egne forestillinger om højskolepraksis.
Tanken om forstanderstilling på Vallekilde var helt ude af billedet.
Nej, det skulle være i Sønderjylland. Et grænseværn.

Op

”Landbohjemmet” i Abild


Billede fra Abild (Højskoles Årsskrift)

Når noget helt nyt skal fødes, er der som regel hårde fødselsveer. Ikke mindst, når det gælder noget så urationelt som en højskole.
Folke havde en ide, der var opstået på det gratis kursus i litteratur i Lundsmark ved Agnes Schmidt. At tjene til højskoleophold ved at arbejde den halve tid.
Men hvor og hvordan kunne det lade sig gøre?
6 km. nord for Tønder i landsbyen Abild - der havde skyld for at være en død egn, hvor de fleste gårde ejedes af tyskere – havde ”Landeværnet” overtaget en landevejskro, ”Landbohjemmet”. Der var store forfaldne bygninger, og krodriften var urentabel. De kunne få bygningerne til rådighed, hvis de skaffede 1000 kr. til renovering. De nationale foreninger ville så give 1000 kr. hver til formålet, men ingen havde rigtig tiltro til Folkes højskoleide. Også Aage Møller rådede fra, men gartneren på højskolen, Thorstein, havde lyst til at være med til udfordringen. Han var en dygtig håndværker og kunne undervise i husflid.
Folke rejste til København til et par venner, hvis far var blevet en stor murermester derinde. Han stammede fra egnen ved Abild.
Da Folke forelagde ham sine planer og sluttede: men jeg mangler 1000 kr, svarede murermesteren straks: dem kan du få af mig.
Da Folke glad kom hjem med de to plovmænd, blev aftalen truffet – på trods af advarslerne.

Nej Abild havde ikke noget godt ry. Der gik et gammelt ord på egnen: ”Den, der kan gå igennem Abild uden at blive skæn (skændet), kan gå gennem helvede uden at blive bræn”
Men Folke og Karen var fast besluttet på, at her skulle de være, og med en vældig tro på sagen gik de i gang med restaureringen. Her var Thorstein en trofast støtte.

Op

Skole
Det første skoleudspil kom hurtigt. Et tilbud til de 16-18 årige om en slags efterskole.
3 dage om ugen fra 14 til 22. Medbragt proviant til fælles aftensmad. Om eftermiddagen var der skolefag med vægt på historie, om aftenen oplæsning, sang, gymnastik og folkedans.
Folke cyklede rundt og kom i snak med unge og gamle. De fleste var afventende – selvom de syntes, det var godt og billigt, men skolen kom i gang med 15 unge, der efterhånden livede vældigt op. Vinteren sluttede med en udflugt til København – frirejse med DSB.
Imens havde Folke – med foredrag og artikler – arbejdet på at få elever til sin ”arbejdende højskole”. Det skulle blive 1 års skoleophold, hvor eleverne arbejdede den halve tid, og tjente til ophold og skole.
5 elever kom der til indvielsen d. 1. Maj 1934, hvor Aage Møller talte om: ”Jævne kår og store krav”.

Det var let at finde arbejde til eleverne på egnens gårde – måske fordi lønnen var lille. Plantning for Hedeselskabet var også en mulighed. Om sommeren var arbejdet i den lejede tørvemose meget eftertragtet, men strengt.
Ved Thorsteins hjælp fik de efterhånden anlagt et gartneri på 8 tønder land, mest beregnet til tidlige kartofler og jordbær. Der blev drænet og plantet, og gartneriet blev et godt aktiv for skolen.

Det kneb med elever det andet år, så planerne blev ændret til piger i 4 sommermåneder, og karle om vinteren.
Efterskolen fortsatte de 3 eftermiddage, og dertil kom en ugentlig aften for egnens folk.
Senere, da børnene blev større, blev der også tid og kræfter til en børneskole, der efterhånden udviklede sig til en friskole for egnens børn, suppleret med ”vanskelige” børn fra hele landet.

Op

Besættelsestid
Efter 9. April 1940 måtte skolevirksomheden stort set opgives. Tyskerne beslaglagde nederste etage, så det var under beskyttelse, at Folkes trykkeri af illegale blade kunne foregå ovenpå.
Der opstod mange spændte situationer i den tid. Blandt andet, da Folke blev anholdt, fordi han ikke ville sælge jordbær til tyskerne. Skrapt forhør, indtil den danske politimester sagde til tyskerne: ”Ham kan i ligeså godt lade gå. Han er ikke rigtig klog”.

Gennem Folkes foredragsvirksonhed kom han i forbindelse med Kaj Munk.
De var på bølgelængde, og der opstod et godt venskab mellem de to familier med mange gensidige besøg.
Kaj Munk forfattede indskriften på den store sten, der står ved vejen foran Landbohjemmet: ”Fra Norden kom jeg, nu står jeg kvær og vidner, se, det er Danmark her”


Efter krigen kom der gang i højskolen igen, nu med piger og karle sammen.
Ved sit samarbejde med Jon Galster om kritik af retsopgøret efter krigen fik Folke mange fjender - lokalt og i hele landet. Nogle af de tidligere støtter af højskolen gik imod ham, og hindrede renovering af udhusbygningerne på skolen.
Ved gamle elever og venners hjælp købte de i stedet en lille ejendom, tæt ved skolen.
Det blev arbejdsomme og gode år for højskolen indtil først i 50erne.
Både lønninger og højskole-elevtilskud var steget markant, så den arbejdende højskole – uden statstilskud blev – skønt gratis – for dyr for eleverne.
De sidste år før emigrationen til Thy (1960) var det kun friskolen, der levede.

Op

Ægteskab og udspil
I et så intenst liv med to så markante personer som Folke og Karen, måtte det af og til slå gnister. Men ingen af dem kunne leve det stærke kampliv uden den anden.
Karen sagde engang disse visdomsord om ægteskab:
To ægtefæller er som to kort i et korthus. De må finde en balance med et passende modtryk. Står de for tæt, vælter de let. Skræver de for meget, skrider de ud.
Men der skal være plads til mest muligt liv imellem dem.
Folke brugte af og til en omskrivning af det gamle ordsprog: ”Den sten, du ikke kan flytte –
(må du lade ligge) - må du have andre til at hjælpe med”.
I Abild højskoles tyvende elevskrift fra 1953 er der 20 sider med digte af Folke – næsten alle kærlighedsdigte til Karen. Her en lille prøve:

Først jeg så de brune øjne, Håret sort og fyldt med sødme, Nej, den dag skal ikke glemmes,
hvor jeg sad i selvets løgne, kindens fine jomfrurødme , mindets strengeleg må stemmes,
kalde mig til sandhedsfærd armene, som blev den favn, jeg må synge takken ud:
med det stærke milde skær. hvor jeg tryggest fandt i havn. Tak til dig og tak til Gud.

Udover personlige ”lejlighedssange” har Folke skrevet nogle fortællende ”myte-sange”, hvoraf de fleste har fået melodi af Per Warming. 2 er med i ”Dansk Skolesangbog”: ”Odysseus” og ”Tors fiskedræt”. Den sidste er med i ”DGIs sangbog” og i ”Se og Syng”.
Kort før sin død fik Folke udgivet en erindringsbog: ”Min Højskolevej”. Det var Richard Andersen, der på grundlag af radioudsendelser og til sidst ved samtaler med Folke fik samlet fortællingerne.(4)

For de 12 børn har det været en utraditionel barndom. Men ungerne fik mod på livet.
Ad forskellige underfulde veje har de gjort sig gældende og været livsduelige.

Guldbrudeparret Karen la Cour og Folke Trier i 1978

Op

Ved dagens slutning
Danmarks Radio har om morgenen en udsendelse der hedder: ”Ved dagens begyndelse”.
I en periode sendte de også: ”Ved dagens slutning”. Her fik Folke i 1977 ordet 5 gange.
Her uddrag af den sidste, hvor han fortalte sagnet om Nornegæst, der med sit livslys gemt i harpen – igennem hele sagatiden – fortalte nordboerne om livets drama.
Da han mødte kristendommen og lod sig døbe ved Olav den Hellige, kunne han slutte sin fortælling, og lade sit livslys brænde ud.
Folkes fortolkning:
”Nornegæst er det mytiske billede på den gamle fortælle- og skjaldekunst i Norden. Den der levede fra slægt til slægt i mundtlig tradition – gennem de sagn og sange, som den sleb til et spejl for Nordens ånd.
Så længe sagn og sange levede i munden, var de i en bestandig forvandling som en strøm af ædelt metal, der – så længe den har varmen i sig – bestandig er strømmende og i forandring, men til sidst størkner i fast form”.

Derefter fortalte han sagnet om Hading, der efter et ridt med Odin på Slejpner, får mod til de kampe, der til sidst giver ham det kongerige og den dronning, han har drømt om.
Engang på sine ældre dage ser han i et syn en smuk kvinde med favnen fuld af blomster, skønt det er midvinter - Freja må det være. Hun fører ham ad dunkle veje gennem hans livskampe og ud på en blomstrende eng. Her kommer de til en mægtig mur, der er umulig at komme over eller udenom. Det er dødens mur.
Freja griber en hane og vrider hovedet af den, så den er død. Men da hun kaster den over muren, hører de, at den basker med vingerne og galer lystigt på den anden side.
Folke får det sidste ord:
”Det er fra dette sagn, at Grundtvig henter navnet til sit store digt: ”De levendes land”. Heri skildrer han menneskets magtesløshed overfor døden. Nordens ånd kunne føre mennesket frem til muren, der skiller det fra de levendes land - men ikke videre.
Skulle vejen banes der ind, måtte det ske ved, at der åbnedes indefra. Sådan stod nordboen lyttende ved muren, da Nornegæst slukkede sit livslys, men han havde dog hørt et hanegal, der varslede dag bag muren. Grundtvig kunne – mange år efter at han havde skrevet ”De levendes land”- fortsætte den med sin mægtigste kristensalme:
”O Kristelighed, du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimte, mens øjet er blåt, - det lever dog i os, det føler vi godt.
Mit land, siger Herren, er himmel og jord, - hvor kærlighed bor”.
I denne salme er billedet af den spærrende mur blevet til den isgangne strøm, som er uoverstigelig, men som kristentroen har spændt sin gyngende bro over.
”som isgangen trodser i brusende strand, fra dødningehjem til de levendes land”
Vejen er banet ved troen på Jesu Kristi sejr over synd og død”.


Alterbilledet i Thorsted Frimenighedskirke (Fresko-maleri af Folkes morbror, Troels Trier.)

Op

Skrevet i taknemmelighed for mødet med Folke og hans familie. For hvad han fortalte.
For hvad han var.

Forår 2002.
Tom Kirk.

Kilder:
Først og fremmest erindringer fra mange kontakter med Folke og hans familie. Dertil fra protokoller, årsskrifter og beretninger fra venner, der var elever på højskolen i Abild.
Endvidere fra årsskrifter og andet fra Vallekilde, Rønshoved, Snoghøj og Askov.
Bøger:
1. Ernst Trier og Marie Abel: En Brevveksling. Udgivet af Povl Hansen i 1915. 309 sider.
2. Ernst Trier: Nytårsgave – 1871. Sælges til fordel for en fri skole. 95 sider.
3. Folke Trier og Karen la Cour: Det var dengang – 1929. Eget forlag 1985. 44 sider.
4. Folke Trier: Min Højskolevej -1979. Dansk Udsyn. 113 sider.

Op