Sv. Aa. Kampp

GLIMT FRA ODENSE VALGMENIGHED I ÅRENE 1941 TIL 1968.
Artikel fra jubilæumskriftet 1983


Svend Aa. Kampp
Da pastor Ingerslev døde i januar 1930, fik jeg brev fra skolebestyrer Peter Møller i Odense Friskole, om jeg ikke kunne tænke mig at blive Odense Valgmenigheds nye præst. Men jeg var få måneder før blevet sognepræst i Vejen-Læborg, og jeg kunne da ikke tænke mig at rejse derfra, når jeg først lige var begyndt præstegerningen der. Så derfor svarede jeg omgående nej.
I stedet for kom Edvard Petersen til Odense Valgmenighed og blev der til begyndelsen af 1941, da han blev kaldet til residerende kapellan ved Budolfi kirke i Ålborg og præst ved Gråbrød-rehospitalet der. Det var ejendommeligt nok det embede, som min far havde haft, før han blev præst ved Odense Valgmenighed i december 1897.
Da Odense Valgmenighed skulle have ny præst igen, fik jeg i begyndelsen af marts 1941 brev fra Hans Appel, Odense Valgmenigheds formand gennem 46 år, om jeg kunne tænke mig at blive præst for Odense Valgmenighed, men jeg var glad ved at være præst ved Askov Valgmenighed og havde mange gode venner der og havde slet ikke tænkt på at flytte, så jeg svarede med det samme nej. Men i begyndelsen af juni fik jeg et nyt brev fra Odense. Hans Appel havde lovet sin svigerinde Ingeborg Appel ikke at komme til mig igen. Men nu havde en kreds af ledende medlemmer af menigheden dannet et udvalg, og de bad mig meget indtrængende om at tage mit afslag op til revision. Det bragte mig til at tænke nærmere over sagen. Og jeg måtte spørge mig selv, om det ville være rigtigt at blive i Askov Valgmenighed, til jeg blev en gammel mand. En stor del af kirkebesøget i Askov Valgmenighed bestod jo af unge mennesker, der var elever på højskolen. Hidtil havde de besøgt kirken i stort tal, men ville jeg kunne blive ved at bevare forbindelsen med dem også i fremtiden? Eleverne blev ved at være unge mennesker, men jeg
blev stadig ældre. Og skulle jeg en dag flytte fra Askov, hvor kunne jeg så ønske mig hen. Så syntes Odense Valgmenighed at være det eneste sted, hvor jeg brød mig om at komme. Det var min barndomsby, hvor jeg havde levet, fra jeg var 5, til jeg var 16 år. Kort efter skulle jeg holde gudstjeneste ved de fynske friskolers sommermøde i Rudme. Der traf jeg flere medlemmer fra friskolekredsen i Stige og talte med dem. Det førte til, at jeg lovede at komme til Odense og holde gudstjeneste i valgmenigheden 6. juli 1941, og derefter blev jeg valgt til deres præst.
Jeg var altså vokset op i Odense i min barndom og havde også senere haft nogen tilknytning til valgmenigheden der. Så det var ikke et helt nyt område for mig. Tværtimod var der endnu enkelte af de ældre i menigheden, som jeg kunne huske fra min barndomstid. Så det blev faktisk for mig, lige som at komme hjem til kendte egne, nu at blive præst ved Odense Valgmenighed, hvor mine forældre havde været præstefolk fra 1898 til 1909.

Elinor Kampp

I 1941 var livet præget af krigen og tyskernes besættelse af Danmark. Alle personbiler var klodset op, så folk måtte bruge cykel eller tog, når de havde langt til kirken. Og det havde de fleste, der hørte til Odense Valgmenighed, over halvdelen af medlemmerne boede uden for Odense bys daværende grænser. Der var medlemmer i over 25 kirkesogne uden for Odense. Der var dem, der havde 20 km til Odense både i øst, vest og nord. En stor part samledes om de to friskoler i Stige og Fangel-Bellinge. Skolebestyrer M. Skriver fortalte engang, at der var en far i Søhus, som sendte sin søn i Odense Friskole. Da drengen blev 14 år, kom hans far for at melde ham ud. Skriver spurgte hvorfor. Jo, for drengen skulle ikke gå til præst i valgmenigheden. Men det be-høves da heller ikke, sagde Skriver. Der var mange andre børn i friskolen, der blev konfirmeret i andre kirker. "Hvad er da egentlig en valgmenighed ?", spurgte faderen. "Er det ikke noget med gartnere?" .
Det var ikke noget, man kunne komme til at tænke på andre steder end i Odense. Det var faktisk rigtigt, at af de over 100 medlemmer i Stige var de allerfleste gartnere, og i Fangel-Bellinge over halvdelen. Professor Lindhardt har engang skrevet, at valgmenighederne var dannet af gårdmænd, der havde fået en vis påvirkning fra højskolen. Det gælder ikke særligt på Fyn. Her havde valgmenighederne deres rod i de gudelige vækkelser. "Derfor var også en stor part af de første medlemmer: husmænd og håndværkere. Og det var husmænd i Stige og Bellinge, som begyndte at dyrke grøntsager i større stil og tage på torvet i Odense, og sælge dem der. De havde opdaget, at det gav bedre økonomisk udbytte for småfolk end almindeligt landbrug. Derfor er der stadig mange gartnere i Odense Valgmenighed.
Det var altså med tog eller cykel, folk kom til Odense i krigens tid. Og det kunne være besværligt nok. Skulle de med toget, måtte mange af sted klokken 8 morgen for at kunne være med til gudstjenesten kl. 10. Og mange måtte vente til kl. 14 for at komme hjem igen. Derfor kom de fleste da heller ikke hver søndag. Og en stor part brugte cyklen. Det var forbavsende, så flittige de var til at møde op i den tid. Det hang nok noget sammen med, at folk havde en særlig stærk trang til at mødes og være sammen i den tid. I al fald var der oftest en stor kirkegang og megen trofasthed over menighedslivet i den tid.
Jeg satte mig for, at jeg hurtigst muligt ville lære menighedens enkelte medlemmer at kende. Derfor var det ikke nok, at jeg hilste på en del af dem efter gudstjenesten. Jeg måtte rundt og besøge de enkelte hjem, ellers kunne jeg ikke huske dem. Så jeg brugte flittigt min cykel i disse år og fik i løbet af 2-3 år de fleste besøgt, så jeg virkelig kendte menighedens medlemmer. Det var en stor fordel for mig.
Edvard Petersen havde holdt ungdomsmøder i Stige og Fangel Friskole en gang om måneden i vintertiden. Det fortsatte jeg med. I Stige samlede Anker Skriver de unge til aftenskole en gang ugentlig. Og en gang i måneden overtog jeg dette. Før jul sam-ledes vi med hele menigheden til adventsmøde i Stige forsamlingshus, og der var der overordentlig stor tilslutning. I Fangel Friskole havde de ældre bedt om at komme med til ungdomsmøderne. Så vi samledes i gymnastiksalen, og der var stor tilslutning ikke mindst af de ældre. Og ved adventsmødet var der stuvende fuldt. Det fortsatte vi også med, da den nye skole, Ådalsskolen, blev bygget. Men efterhånden blev det nok mest de ældre, der kom til disse møder, undtagen adventsmødet, hvor alle mødte op mand af huse.
I Odense holdt jeg menighedsmøde en gang om måneden, der kom også nogle fra Stige, men kun få fra Bellinge. Der fortalte jeg træk fra kirkens historie eller noget om vore salmer, og nogle vintre holdt jeg bibeltimer. Der var stor tilslutning de første år. Men da folk fik fjernsyn, mærkedes det tydeligt, at det var nemmere at blive hjemme. Der blev dog ved med at være en trofast flok, som kom til disse menighedsmøder. Konfirmanderne samlede jeg i en mindre sal i højskoleforeningen. Der var mange, men ca. halvde-len var også børn fra hjem, der ikke hørte til valgmenigheden, men gik i friskolen.
Det kunne være besværligt nok i krigens tid. En tidlig vintermorgen i marts skulle jeg til forældredag i Fangel Friskole. Det havde frosset stærkt om natten, og et tykt lag rim havde sat sig på træer og telefontråde, så de var tykke som reb. Vejen var spejlblank af is. Tre gange gled min cykel på landevejen, så jeg lå i den ene side og cyklen i den anden. Men der var slet ingen trafik, så det gik endda, og jeg nåede skolen i tide. Jeg blev derude og holdt ungdomsmøde om aftenen, og de gav mig en taxa til hjemturen, da sidste tog allerede var gået kl. 19.
Krigens tryk blev stadig hårdere, og sidste jul kunne de knap skaffe julelys til julefesten. Men i april 1945 lysnede det. Det var lykkedes svensk Røde Kors at få Himmlers tilladelse til, at danske koncentrationslejrfanger blev ført til Sverige for at undgå de engelske bombetogter over Tyskland. Der var en familie i Fruens Bøge, skoleinspektør Andersen, hvis eneste søn sad i Rendsborg tugthus. Han havde været med til sabotage, brændt eksercerhuset i Odense, der var fyldt med tyske lastbiler, af. Og han blev angivet til tyskerne. Han var kun 16 år, men blev dog dømt til 6 års tugthus i Rendsborg. Netop den dag, da togene med de halvt befriede fanger rullede gennem Odense, fik hans forældre bud, at deres søn var død i tugthuset. Det var strengt, og vi holdt en mindegudstjeneste for ham i Odense Valgmenighed 18. april 1945.
Men så lysnede det med befrielsen 5. maj. Søndagen efter holdt vi festgudstjeneste med overvældende tilslutning, netop som de første engelske kampvogne rullede gennem byen under stor jubel.
Men besværlighederne var ikke forbi med det samme. Hele sommeren var toggangen mere end sparsom. Om søndagen gik der slet ingen tog. Og jeg skulle en gang om måneden holde gudstjeneste i Tommerup og i Bederslev for grundtvigske kredse der. Så jeg måtte cykle derud med præstekjolen bag på cyklen. En søndag i september kom jeg ned i kælderen kl. 11.30, for at tage min cykel. Men den var punkteret. Så tog jeg min datters cykel og cyklede mod storm og regn ad lange bakker mod Tommerup. Men 10 km ude kunne jeg mærke, at cyklen ikke kunne mere. Slangen på bagdækket var bulnet ud. Så fik jeg lånt noget sejlgarn i et hus, og ved hjælp af det, fik jeg slangen presset ind under dækket. Og jeg nåede Tommerup kirke, men da var sejlgarnet, som var af papir, også helt opblødt af regnen. Men i oktober 1945 fik vi lov at køre i bil igen, og så blev det hele meget lettere. Nu kunne vi samles frit og uden besvær både til gudstjeneste og til møder.
Dengang da jeg kom til Odense, gik Hans Appel af som formand. Han var da 85 år og havde været formand i 46 år. Han fik næstformanden arkitekt A. Eriksen overtalt til at overtage formandsposten. Men Eriksen sagde, at det kun skulle være få år, som overgang til et nyt styre. Han blev da også kun i 4 år. Men i den tid fik vi kirken restaureret indvendig.
Kirkens loft gik dengang i et med taget, men det var utæt, så det var ikke muligt at få kirken ordentligt opvarmet om vinteren. Vi besluttede, at der skulle lægges et fladt loft over kirkerummet. På arkitekt Eriksens anbefaling, han ville ikke selv overtage arbejdet, henvendte vi os til arkitekt Mindedal-Rasmussen, Ollerup. Han tegnede et fladt bjælkeloft med store egeplanker under. Det blev meget smukt, og vi fik kirkens stole malet op ved samme lejlighed. Vi indsamlede hos medlemmerne frivillige bidrag og fik over 11.000 kr., så det ikke tyngede kirkens budget. I 1945 trak arkitekt Eriksen sig tilbage fra formandsposten på grund af overvældende arbejde. I stedet valgtes gårdejer Markvard Andersen, Biskorup til formand. Han havde i nogle år været medlem af menighedsrådet og den sidste tid været kasserer, så han havde godt kendskab til menighedens medlemmer. Han blev ved at være formand for valgmenigheden gennem 20 år, og han blev en helt usædvanlig formand. Sammen med sin kone Ingeborg, fulgte han menighedens ve og vel med stor trofasthed. Han og jeg blev meget trofaste venner, og han blev en stor støtte for menighedens liv i de mange år, til han på grund af tiltagende svagelighed og alder trak sig tilbage. Odense Valgmenighed skylder ham en stor tak for hans trofaste og nidkære virke. I 1949 kom vor organist, frk. Geisler, og spurgte, om der
ikke var mulighed for, at vi kunne få vort orgel ombygget og udvidet. Hun ville gerne være med til at indsamle bidrag dertil i menigheden. Hun tog energisk fat. Ved hendes og min hjælp fik vi indsamlet 11.000 kr., nok til ombygning af orglet. Den blev udført af orgelfirmaet Markussen og søn, Åbenrå, og orglet blev udvidet, så vi i stedet for 6 fik 11 stemmer, og orglet fik en ganske dejlig klang. Og det skete altså uden bekostning for menighedens kasse.
I 1951 fik Dronningensgade indlagt fjernvarme fra Fynsværket, og kirken fik også del i dette store gode. Siden har der været dejligt lunt i kirken om vinteren. Og kirkebetjenten blev sparet for et stort arbejde og for at høre klager, fordi der ikke var varmt nok.
Jeg blev selv 70 i 1963 og tilbød nu menighedsrådet at trække mig tilbage, men de bad mig fortsætte, så længe jeg følte mig rask nok til at passe gerningen. Men i 1968 blev jeg 75 år, og kort efter havde jeg virket som præst i 50 år, noget ingen sognepræst mere kan opnå. Så syntes jeg, tiden var inde til at gå af.
I 1965 var entreprenør Tage Lund Larsen blevet formand, og nu fandt menighedsrådet frem til Svend Kampp. Han var præst ved Kjellerup valgmenighed. Det valg hilste jeg med stor glæde, for jeg havde kendt hans far og mor godt i mine studenterdage og havde siden brevvekslet med dem, mens de virkede i santal-missionens tjeneste i Indien. Og i 1937 flyttede hans mor til Askov og boede hos sin mor, Ludvig Schrøders ældste datter, for at hun et år før sin mands ferie kunne være sammen med sine børn i længere tid. Vi dannede sammen en santalkreds i Askov, og jeg konfirmerede der Svend Kampps yngre bror, Poul. Så det var for mig ikke en ukendt størrelse, der nu blev min efterfølger, men en, jeg med glæde kunne hilse som efterfølger i Odense Valgmenighed, hvor jeg havde virket i 27 gode år. Det betød meget for mig, da jeg gerne ville blive boende i Odense sammen med mine gamle venner, for jeg var faktisk i årenes løb kommet til at føle medlemmerne af Odense Valgmenighed som min familie og var glad ved, at jeg ikke skulle skilles fra dem. Igennem alle årene har en af menighedsrådets medlemmer været en dame fra Stige. Hun havde til særlig opgave at skaffe blomster fra Stigegartnerne til pryd for alteret. Først var det Anna Nielsen, Stige, senere Luise Larsen, Bankens bo, derefter Marie Larsen, Anderup, og nu Grethe Larsen, Grønnegyden. Det var i reglen gratis, de fik blomsterne, og stort arbejde til alterets forskønnelse har de udført gennem disse mange år.
I 1963 kom en af de store gartnere fra Stige og tilbød at forære kirken to glasmalerier til vinduerne i koret. "Vore forældre har ofret meget ved bygningen af kirken. Nu er det vor tid at ofre noget", sagde han. Men han ønskede iøvrigt at være anonym. Vi henvendte os til maleren Johan Tomas Skovgård, Joakim Skovgårds ældste søn, der var specialist i glasmalerier og havde studeret malerierne i de store franske domkirker. Og vi fik et par dejlige glasmalerier med motiver fra Jesu lidelse og død og fra hans opstandelse.
Så vedtog menighedsrådet at anskaffe nye vinduer i den øvrige del af kirken i stedet for de tarvelige vinduer, der hidtil havde været. Vi fik blyindfattede ruder med let farvet glas, og det virker meget smukt. Det var ganske særlig rådets næstformand, gartner Ludvig Hansen, Stige, som gjorde en indsats for dette. Indtil 1959 var frøken Clara Geisler organist, men så blev hun .. udnævnt til organist ved Vissenbjerg kirke, hvor lønnen var dobbelt så stor. Vi henvendte os nu efter hendes forslag til tidligere domorganist Kelstrup, der var pensioneret. Han lovede at spille som vikar ved vore gudstjenester indtil videre. Det blev til stor glæde for menigheden på grund af hans fine og smukke orgelspil. Han legede på orglet for os. Og han holdt ud som vikar i 12 år, til han blev 85 år, så det blev en god gave for os.
I januar 1964 døde vor kirkesanger M. Skriver pludseligt. Han var da 77 år og havde været kirkesanger for os i 40 år, lige så længe, som sin forgænger skolebestyrer P. Møller. Han havde været en trofast og god kirkesanger og levet med i valgmenig-hedens liv i alle disse år. Vi fik en udmærket efterfølger i skolebestyrer Fauerby, som siden har tjent os for en meget beskeden nærmest symbolsk løn.
I 1964 døde også min kone efter langt sygeleje. Hun havde altid været svagelig og var handicappet af sin tunghørhed. Men hun levede dog med i menighedens ve og vel med stor hjertevarme og kærlighed.
Vor gamle kirketjener, Svane Nielsen, nåede også at tjene os i 40 år. Da var han 77, og han døde pludselig på vejen til kirke, juleaften. Han og hans kone var også levende optaget af menighedens liv, og et af de sidste år forærede de kirken et smukt fad af drevet sølv til døbefonten.